Kjoleliv eller bluse/overdel fra et sted mellem 1890'erne og 1910'erne, vil jeg tro. Måske ældre? Et stykke modehistorie i den smukkeste mørkelilla, bløde uld med bomuldsfoer - og hvad der synes som tusind små hægter.
Den er til en lille kvinde, en XS efter nutidens standarder.
Yndig dekoration langs kanterne i form af krummelure-bændler med små bitte glasperler.
Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fint håndværk, det er, og hvor meget sådan et stykke tøj har krævet af tid, færdigheder og påpasselighed. Der er enkelte steder, hvor der skal et lille stykke sytråd til, men ellers er den fuldstændig fin.